Gå til hovedindhold

DOF's Landsmøde 2025

Indhold

    Tak for denne gang!

    "Tak ... for et sprudlende og super gennemarbejdet landsmøde 2025" Kommentarerne på Facebook tyder på, at landsmødet var en succes!

    Årets landsmøde den 24. og 25. maj gik, som vi havde håbet. Deltagerne drog glade hjem søndag fyldt op med fællesskab, engagement og mangfoldighed - de tre værdier, som blev vedtaget på lørdagens generalforsamling sammen med den nye strategi. Du kan se strategien herunder i boksen med materialer fra landsmødet.

    Vi tog hul på ambitionen om at skabe bæredygtig trivsel hos danskerne. Mickey Gjerris hjalp os med at finde håb for et udfordret klima. I tre workshops talte vi om hhv. bæredygtig aftenskole, trivsel og arbejdsglæde for skoleledere samt lokal interessevaretagelse og kommunalvalg.

    Vi genvalgte Torben Stenstrup som landsformand, og hyldede Århus Kunstakademi med DOF's fyrtårnspris. Og så udnævnte vi Lisbeth Lunding, DOF Paarup Aftenskole til æresmedlem af DOF.

    Som afrunding fortalte David Trads om den politiske situation i USA.

    Dertil var det en weekend med sang, bevægelse, gåture i de smukke omgivelser og godt selskab!

    Tak for denne gang!

    Program

    Lørdag den 24. maj


    09.30-10.00
    Ankomst, kaffe og registrering

    10.00-10.15
    Velkomst

    10.15-12.00
    Håb i en håbløs tid – klimaforandringer, etik og håb
    ved Mickey Gjerris, Teolog og Ph.D. i bioetik

    12.00-13.00
    Frokost

    13.00-14.45
    Generalforsamling

    14.45-15.15
    Kaffepause

    15.15-16.15
    Strategien med på walk and talk

    16.15-17.15
    DOF’erne synger
    ved Jakob Høgsbro, komponist, musiker og dirigent

    17.15-18.30
    Pause

    18.30-19.00
    Velkomstdrink

    19.00-?
    Middag


    Søndag den 25. maj


    08.45-09.30
    Go’ morgen – en god start på dagen
    a) Qigong/Tai Chi ved Liane Johansen
    b) Gåtur i den smukke bøgeskov
    c) Morgensang med højskolesangbogen

    09.30-11.00
    Workshops – fra strategi til handling:

    1) Hvordan gør vi 3 mio. danskere 10 % grønnere?
    2) Hvordan har du det, skoleleder?
    3) Vi blander os! Kommunalvalg 2025

    11.00-11.30
    Kaffepause

    11.30-12.45
    Hvordan ser Verden ud lige nu?
    Ved David Trads, journalist, forfatter og foredragsholder

    12.45-13.00
    Afrunding og tak for denne gang

    13.00
    Frokost

    Ændringer kan forekomme

    Håb i en håbløs tid – klimaforandringer, etik og håb

    ved Mickey Gjerris, teolog og Ph.D. i bioetik

    Klimaforandringerne er her og nu. Arter uddør, og det kan være svært at bevare et håb for fremtiden, hvis man samtidig vil være ærlig om situationens alvor. Men uden håb er det svært at finde lysten til den grønne transformation af samfund og tilværelse, som er nødvendig. Skal vi finde mod og lyst til at tage fat ved roden af problemerne, må vi derfor genfortælle historien om, hvem vi er, og hvilken rolle vi har i naturen. Her spiller etiske begreber som forundring, fællesskab og respekt en væsentlig rolle. Mickey Gjerris har de sidste 25 år studeret, forsket og undervist i etik, ligesom han har skrevet bøger mv. for at præge den offentlige debat om bl.a. natur, dyr, teknologi og klima – i et etisk, filosofisk og teologisk perspektiv.

    DOF’erne synger

    Ved Jakob Høgsbro, komponist, musiker og dirigent

    Vi runder lørdagens formelle program af med fornøjelig fællessang. Vi springer højskolesangbogen over for en stund og har inviteret Jakob Høgsbro til at sammensætte et medley af (overvejende) velkendte sange, krydret med små anekdoter til at afrunde dagen sammen med os og trylle et smil frem på vores læber. Her er plads til både smil og eftertænksomhed, og det handler ikke om at ramme de rigtige toner – bare om at være med og have det rart og sjovt sammen!

    Jakob Høgsbro er en meget efterspurgt inspirator og dirigent for vidt forskellige ensembler og kor. Han brænder for at bringe energi, dedikation og engagement ind i hvilken som helst musikalsk opgave.

    Go’ morgen – en god start på søndagen

    Du skal ved tilmelding vælge, hvilken aktivitet du vil deltage i.

    a) Qigong/Tai Chi ved Liane Johansen

    b) Gåtur i den smukke bøgeskov

    c) Morgensang med højskolesangbogen

    Workshops søndag formiddag

    Du skal ved tilmelding vælge, hvilken workshop du vil deltage i.

    Workshop 1: Hvordan gør vi 3 mio. danskere 10% grønnere?

    En lille del af danskerne har set lyset, og lever meget bæredygtigt. I den anden ende er der nogle få, der slet ikke er indstillet på at ændre deres liv. Men i den store brede midte er der mange, der erkender behovet for grøn omstilling, men mangler viden og værktøjer til at lave de små, vigtige ændringer. På denne workshop vil Charlotte Larsen, fra udviklingsprojektet ”Grøn Hverdag” på Sydsjælland, bidrage med erfaringer og idéer. Vi vil arbejde med ideer til aktiviteter, der fremmer et fokus på en mere bæredygtig verden.

    Workshop 2: Hvordan har du det, skoleleder?

    Flere og flere aftenskoleledere føler sig pressede, og nogle nyansatte ledere forlader relativt hurtigt igen jobbet.
    Det er vigtigt, at vi finder ud af, hvad de væsentligste udfordringer er og forbedrer trivslen og arbejdsglæden. Vi vil på workshoppen dykke ned i, hvad et godt arbejdsmiljø for aftenskoleledere er, og arbejde med, hvilke indsatser og aktiviteter, der kan skabe bedre trivsel for ledere i DOF.

    Workshop 3: Vi blander os! Kommunalvalg 2025

    Rammerne for aftenskolen sættes primært af den enkelte kommune, og der er muligt at søge indflydelse her. På denne workshop vil vi arbejde med, hvordan vi som DOF-aftenskoler i højere grad kan skabe gode relationer til de kommunale politikere og embedsfolk, styrke vores anseelse og legitimitet og mere succesfuldt komme igennem med vores budskaber og ønsker til rammer og vilkår. Der vil desuden være inspiration at hente fra det arbejde, som allerede er i gang ift. repræsentanter i Folkeoplysningsudvalg og kommunalvalget til november.

    Foredrag Søndag

    Hvordan ser Verden ud lige nu?

    Ved David Trads, journalist, forfatter og foredragsholder

    Vi har inviteret David Trads til at skabe et aktuelt overblik over og analyse af verdensordenen, der i denne tid forandrer sig fra dag til dag. Hvilken stor- og sikkerhedspolitisk situation står vi i lige nu, er Europa helt alene hjemme, hvad med Tyskland, krigen i Ukraine og relationen mellem USA og Europa og i særdeleshed Danmark? Og hvilken fremtid er det, vi ser ind i lige nu?

    David Trads er en synlig debattør i det danske medielandskab, kendt for sine stærke holdninger og altid opdaterede viden. Han er tidligere chefredaktør på Nyhedsavisen og Information, og han er bl.a. USA-analytiker hos TV 2 News samt politisk kommentator på Politiken og Altinget.

    Vi glæder os til at se dig!

    Sted

    Munkebjerg Hotel
    Munkebjergvej 125
    7100 Vejle
    Tlf. 76 42 85 00

    Pris

    Arrangementet er gratis for 2 personer pr. medlemsskole.
    Flere deltagere fra skolen koster 2.750 kroner pr. person inklusive overnatning og 1.700 kroner pr. person uden overnatning

    Overnatning / forplejning

    Overnatning i enkeltværelse. Ved ønske om overnatning i dobbeltværelse, anføres det på tilmeldingsblanketten.
    Forplejning inkluderer vin til middagen samt 1 øl/vand til frokost.

    Spørgsmål og nærmere oplysning

    Lars Rasmus Eriksen
    Telefon: 70 20 60 20.
    LR@danskoplysning.dk

    Indbydelse

    Se indbydelsen som PDF

    Tilmeldingen foretages af skolens leder på denne blanket, som mailes til: LR@danskoplysning.dk